Sange fra Broen

October 30th, 2009

Præsentation af Sange fra Broen
Sange fra Broen er navnet på et nyt og spændende kapitel i den danske musik og sanghistorie, der handler om at bygge bro mellem mennesker gennem musik og sang. Søndag d. 13. september 2009 præsenterede initiativgruppen bag Sange fra Broen, sammen med en perlerække af kendte danske og udenlandske kunstnere, et nyt og spændende kapitel i dansk musik og sanghistorie. Det foregik ved et pressemøde i Brorsonskirken på Nørrebro, hvor mellem 70 og 80 nysgerrige, her i blandt en gruppe flygtninge på 30-40 personer fra Center Sandholm i Nordsjælland, var mødt op for at høre om projektet! Sange fra Broen stiler mod at forene stemmer på tværs af sproglige, kulturelle, etniske og religiøse forskelle i det danske samfund. Ideen er at skabe grobund for, at alle, uanset baggrund, hudfarve, levevis eller trosretning, kan mødes og opleve glæden ved det fællesskab der opstår, når man synger sammen. Sange fra Broen er 100 % uafhængigt af politiske og religiøse tilhørsforhold.

Ideen bag Sange fra Broen

Sange fra Broen er et bredt, mellemmenneskeligt og kunstnerisk initiativ, der stiler mod at forene stemmer på tværs af sproglige, kulturelle, etniske og religiøse forskelle. Ideen er at skabe flere muligheder i det danske samfund for, at alle mennesker uanset baggrund, levevis og trosretning kan mødes og synge sammen, og derigennem bygge bro både menneskeligt og musikalsk. Sange fra Broen er startet som et frivilligt initiativ, og er udviklet i samarbejde med en række kunstnere og enkeltpersoner, med ønsket om at bygge bro og skabe dialog som fælles udgangspunkt og drivkraft.

Visionen med Sange fra Broen – en 10 års plan

Sange fra Broen har en overordnet vision med  udgangspunkt i et langsigtet perspektiv! Gennem de kommende 10 år vil sange fra Broen arbejde på at bygge bro mellem mennesker gennem sang og musik. Sange fra Broen vil inspirere, invitere og åbne op overfor de oplevelser vi ellers går glip af, hvis ikke vi lærer hinanden at kende.

Sange fra Broen Koret
Det første projekt som initiativ- og kunstnergruppen bag Sange fra Broen vil præsentere, hedder Sange fra Broen Koret. Ideen er at to synkront arbejdende kor, et  i Brorsons Kirke på Nørrebro og et i Center Sandholm i Nordsjælland, gennem de næste 3 måneder  kommer til at arbejde med at lære de samme værker og korarrangementer frem mod en planlagt julekoncert i København d. 17. december hvor de to kor forenes til én samlet stemme! Begge kor er sammensat af mennesker med forskellig sproglig og kulturel baggrund, men vil være i sikre hænder under ledelse af de 3 proffessionelle dirigenter Nenia Zenana, som arbejder tæt sammen med komponist og sanger Sebastian og Det Kgl. Teater, Nishiki Dan-Mark Sano som har arbejdet med Tritonus koret i København m.fl. og Frans Rasmussen som udover at være kendt for sit mangeårige engagement og virke i den klassiske musikverden, er blevet offentligt kendt gennem DR 2s programserie ”Stemmer fra opgangen”.

Kunstnere
Udover Frans Rasmussen , Nenia Zenana og Nishiki Dan-Mark Sano, har så forskellige navne som komponist Bendt Fabricius, komponist Talib Ghali, sanger Fanar Ghali,  sangerinde Marie Carmen Koppel, sangerinde og komponist Aida Nadeem, komponist og tekstforfatter Keld Heick, digter Jamal Jumá, komponist Henrik Goldschmidt og The Middle East Peace Orchestra, saxofonist, komponist, producer og kapelmester Benjamin Koppel, digter Jamal Juma m.fl. sagt ja til at medvirke i projektet. I forbindelse med koncerten i december, arbejdes der i øjeblikket på at få en yderligere række kendte danske og udenlandske solister til at medvirke sammen med koret, i et musikalsk møde mellem forskellige genrer, aldre, køn, kulturer og tidsaldre.

Dokumentarfilm
Gennem hele projektperioden vil et dokumentarfilmhold under ledelse af filmproducer Lisbeth Lyngse fra produktionsselskabet ”Manden med Cameraet” sammen med filminstruktør Jesper Troelstrup, som har en mangeårig dokumentarfilmbaggrund i DR, følge de to kor og initiativ- og kunstergruppen under forberedelserne. Filmholdet vil fortælle historien om hvordan fordomme og grænser kan nedbrydes i et varmt, sjovt og tillidsfuldt fællesskab med musik og sang som bærende elementer med en livsbekræftende og medrivende historie om sang, glæde og håb! Dokumentarfilmen produceres med henblik på TV- og undervisningsbrug mv.

CD indspilning
I forbindelse med forberedelserne til Julekoncerten i december, vil der blive planlagt en studieindspilning med Sange fra Broen Koret til en efterfølgende cd-udgivelse. Ved indspilningen er det som med julekoncerten planen, at en række danske og udenlandske kunstnere medvirker som solister sammen med koret.

TV, Radio og turné
Sideløbende med korøvedage, dokumentaroptagelser og cd-indspilning vil der blive arbejdet på at få Sange fra Broen Koret til at medvirke i landsdækkende TV- og radioprogrammer, og i forlængelse af projektperioden frem mod julekoncerten, vil der samtidig blive planlagt en landsdækkende turné med koret. Formålet med en turné er at fungere som inspiration for folkeskoler, musikskoler, institutioner, gymnasier, aftenskoler mv. til at starte lignende initiativer med Sange fra Broen Koret som rollemodel.

Tidsramme
Da Sange fra Broen arbejder ud fra et 10 årigt perspektiv, vil der det kommende årti blive afholdt mindst én stor koncert hvert år, som skal markere det musikalske brobygningsarbejde. Herudover vil initiativgruppen i tæt samarbejde med kuntsnergruppen, arbejde på at udvide og udvikle konkrete initiativer, som ligger i tråd med sange fra Broens idegrundlag! Den første del af projektperioden løber fra d. 13. september 2009 til udgangen af december 2009. Efter den fælles julekoncert med Sange fra Broen Koret, vil der som tidligere nævnt blive fulgt op med turné, tv- og radiobesøg, men da denne del ikke er endeligt tilrettelagt, er det endnu for tidligt at angive en præcis tidsplan for disse aktiviteter.

Formål og Budskab
Formålet med Sange fra Broen er, gennem fælles musik- og sangoplevelser, at bygge bro på tværs af sproglige, kulturelle, religiøse og andre forskelle, med budskabet om at det er en gevinst for os alle, når vi vælger at mødes. Sange fra Broen vil gennem sangens universelle sprog fortælle historien om, at der næppe findes nogen bedre måde at bygge bro mellem mennesker på, end gennem sang og musik! Glæden ved fælles musik- og sangoplevelser er selve grundstenen i dette initiativ, og derfor er alle uanset hvor de kommer fra, mere end velkomne til at synge med på de kommende 10 års Sange fra Broen!

Comments are closed.