Nishiki Dan-Mark Sano

Nishiki Sano blev født i Danmark i 1974 og har japanske rødder. Han begyndte at spille klaver, da han var 6 år gammel. Interessen for musik udviklede sig år for år, og i 1993 modtog Nishiki talentlegatet fra Nørre Gymnasium.
Efter studier på musikvidenskab ved Københavns Universitet samt almen musiklinjen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) startede Nishiki i 1999 på dirigentklassen på DKDM, hvorfra han aflagde afsluttende eksamen i 2003. Nishiki har bl.a. studeret under professor Dan-Olof Stenlund, Frans Rasmussen, Michael Bojesen, Morten Schuldt-Jensen og skuespiller Joen Bille.
Siden 1996 har Nishiki dirigeret flere kor og orkestre, bl.a. Korona, Euphrosyne, Akademisk Kor, Elverhøj Koret og Vores Kor. For sidstnævnte præstation modtog Nishiki HK Hillerøds Kulturpris i 1999. I 2000 dirigerede Nishiki DKDMs demonstrationskor, hvor over 200 studerende protesterede mod varslede nedskæringer på Konservatoriet ved at synge i Københavns gader.
Nishiki studerede i Japan fra september 2001 til januar 2002. Her fulgte han den koreansk-japanske dirigent og Malko-vinder Seikyo Kim i dennes arbejde. Desuden fulgte Nishiki den japanske kordirigent Tanaka Nobuaki, hvilket gjorde et uudsletteligt indtryk.
Udover en særlig forkærlighed for a cappella interesserer Nishiki sig for nyskabende arrangementer af ældre værker. Med et “kulturelt ben” i både Danmark og Japan forsøger han at kombinere det bedste fra de to meget forskellige musiktraditioner.
